Bjert-Hallen får en ny daglig leder, når 49-årige Morten Nielsen tiltræder stillingen den 1. marts. Efter 18 år som selvstændig tømrer ser han frem til nye udfordringer og muligheden for at bidrage til fællesskabet i hallen og Mejeriet.
“Jeg glæder mig til at lære huset, brugerne og hverdagen at kende. Jeg har selv tilbragt utallige timer i idrætshaller som aktiv udøver og ved, hvor meget et levende idrætsmiljø betyder,” siger Morten Nielsen.
Erfaren og engageret leder
Bestyrelsesformand Erik Lund ser frem til samarbejdet og er overbevist om, at Morten Nielsen er den rette til opgaven:
“Med sin erfaring som selvstændig er Morten Nielsen vant til at organisere og træffe beslutninger. Samtidig har han en god forståelse for idrætslivet og ved, hvad der skal til for at drive en velfungerende hal. Vi glæder os til at få ham ombord og sammen fortsætte udviklingen af Bjert-Hallen.”
Fokus på fællesskab og udvikling
Morten Nielsen brænder for at styrke de aktiviteter, der samler lokalsamfundet. Han ønsker at bidrage med nye idéer og initiativer, der kan øge interessen for sport og samvær i hallen samt skabe liv på nye måder.
“På landsplan ser vi en tendens med faldende opbakning til fællessport og foreningsaktiviteter. Derfor skal hallen tænkes ind i nye sammenhænge”, siger Morten Nielsen, som glæder sig til at være en del af den udvikling – men først og fremmest handler det om at få en god forståelse af brugernes behov.
Privat bor Morten Nielsen i Bjert sammen med sin hustru Anette og deres to sønner.